Parat til årets største motionsløb
Årets største motionsbegivenhed i Struer finder sted tirsdag den 17. maj om aftenen, når motionsløbet Kilen Rundt bliver skudt i gang.
Sidste år deltog tæt på 700 løbere i alle aldre og løbeklubben AK Kilen , der står for arrangementet, håber på lige så mange deltagere i år.
”Løbet blev godt modtaget i 2010 og da der allerede er tilmeldt et par store hold, er der udsigt til en gentagelse af succesen”, siger Ole M. Sørensen fra Kilen Rundt-udvalget.
Der kan løbes 4,5 og 10 kilometer og der kan gås 4,5 kilometer. Dermed er der ruter til alle uanset kondital, alder eller vægtklasse.
Ole M. Sørensen:
”Vi vil gerne have et løb, hvor der både er plads til alle dem, der ikke er vant til at løbe eller gå langt, og til de øvede motionister. Det opnår vi ved at have to ruter og ved at give folk mulighed for at spadsere den korte rute. Alle får foruden god motion mulighed for at opleve den flotte natur langs sydsiden af Kilen.”
AK Kilen vil i år forsøge at gøre Kilen Rundt-motionsløbet rigtig festlig ved at spille musik flere steder på ruten. I den forbindelse vil klubben gerne i kontakt med bands og solister, der har lyst til at musicere for de mange løbere.
Løbet begynder og slutter på Struer Stadion, hvor der også er musik, opvarmning og stemning.
Man kan tilmelde sig løbet på hjemmesiden www.kilenrundt.dk .












